Juniorafdelingen i Skive Tennisklub - årsberetning GF 2020

Generelt:

Har du lyst til at lære at spille tennis, skal du blot kontakte Hanina Lange,  40519174, så finder vi et hold, hvor du passer ind, både niveau-  og aldersmæssigt.  På grund af Corona er der en masse restriktioner, som vi skal overholde. Dette gør, at vi først starter op med helt nye spillere, når vi åbner op ved fase 3, altså den 8. juni 2020.

Har du betalt dit kontingent og har en makker, kan du altid book en bane og gå ned at spille. Banerne er låst, men du kan få en nøglebrik, hvis du blot kontakter Uve på telefon 20495209

Er du under 12 år har vi et ekstra godt tilbud, kontingent for perioden 1. maj til 1. oktober 450 kr.

 

Sæson 19/20 har været et rigtig dejligt år. Vi har haft tilgang af nye spillere, som er faldet godt til i klubben.  Der har været masser af træning for børnene. Mange har fået træning 2 gange om ugen.

Vi har kun haft et par aflysninger på grund af vejret ellers er vi gået over i vores fine hal.

 

Vi havde inviteret forældre og søskende med til tennis og Pizza, som afslutning på sommersæsonen, hvor forældrene fik mulighed for at stifte bekendtskab med tennissporten. Det var en rigtig dejlig dag, der blev spillet mange gode kampe og der var medaljer til alle.

 

Sommerskolen forløb også rigtig fint med 25 tilmeldte. Vejret var ikke med os alle dagene, men så kunne vi også her tage hallen i brug. Vi havde god hjælp af Brian, Nicklas, Camilla, Sofie og Emil.

Hele vinteren har der været fuld gas på kedlerne om onsdagen, hvor Frank, Anne, Morten, Camilla, Markas  og Brian har trænet  med børnene. Om søndagen har der været frit spil med Frank, hvilket der også har været fin opbakning til.

I løbet af vinteren har Andreas Worm og Mads spillet holdturnering, hvor de nåede en flot 2. plads i deres række.

Søskendeparret Signe og Sofie var også af sted for første gang og nåede også en flot 2. plads.

Amalie og Lærke var i Skanderborg, hvor de vandt deres pulje, men så blev finalen desværre aflyst på grund af Corona.

Stor ros til alle 6 for de flotte resultater.

Sæson 19-20 sluttede meget brat på grund af Corona virus, hvor alt indendørs sport blev forbudt fra den ene dag til den anden.

 

Sæson 2020/21

Vi er kommet lidt amputeret i gang med diverse restriktioner. Kun 3 spillere plus en træner på banen, ingen berøring af boldene udover træneren, hold afstand, sprit af m.m.

Vores juniorafdeling er en gruppe på omkring 40 børn, som for de flestes vedkommende får træning 2 gange om ugen, hvis vejr og vind er med os.  Der er en god aldersspredning fra 8 til 18 år. Der er tennis for begyndere og for de, der vil lidt mere med deres tennis. Igen sender vi hold til holdturnering.

 Du skal blot have et par tennissko, så hjælper vi med resten.

Vores trænerteam er Morten Bach, som koordinerer træningen mht. hold m.m., Frank Andersen,Camilla  Brath, Anne Zetterquist og lidt ældre juniorspillere Signe og Markas,  der hjælper til, hvis holdene bliver store.

Vores holdtræning er oftest i tidsrummet kl. 15.30 til kl. 19 på hverdage. I løbet af sæsonen vil der være arrangementer, hvor der bliver spillet nogle små turneringer for alle. Der bliver spillet i puljer, så alle får mange kampe.  I sommerferien vil der også være mulighed for træning, der vil kommer mere information om dette, når vi nærmer os.

Der vil igen i år være aktivitetsdag, Sommerskole i uge 30, for alle i alderen 8-15 år,  og klubmesterskab, så hold godt øje med Facebook og vores hjemmeside.

Samtidig vil jeg gerne takke alle jer der gør en indsats for Skive Tennis Klub. Uden jer var Juniorafdelingen ikke det, den er i dag. Tak skal I have, Støtteforening, trænere, forældre og sponsorer.

 

På glædelig gensyn med ønsker om en rigtig god sæson.

Hanina Lange

Ungdomsudvalget

Skive Tennis Klub | Engvej 21 | 7800 Skive |