Portræt af Frank Andersen

Ros baner vejen

Det svar kom prompte, da jeg spurgte efter Den røde Tråd i Frank Andersens glorværdige karriere som tennistræner. ”Børn og voksne skal støttes,  opmuntres og inspireres, så de selv tror på fremgang”. En klog devise, som jeg skriver mig bag øret, næste gang, jeg kaster mig ud i en legendarisk doublekamp.

Som Grundfos – startede i Bjerringbro

Lille Franks hjerte pumpede første gang den 14. februar 1950. Han blev ikke født med en tennisketcher i hånden – det ville nu også se lidt mærkeligt ud – men trådte ind på banen som 13-årig og blev hurtigt grebet af sporten. På mit begavede spørgsmål, om han slog sin første vinder som 14-årig, var reaktionen et stille smil og en rytmisk rysten på hovedet. Mentalt kan man fortsat være kvik som 75-årig.

Vejen til Skive

Bjerringbro>Århus>Roslev>Jebjerg er i store træk Frank Andersens geografiske rute frem mod nutidens bopæl i Skive. Arbejdsmæssigt blev lærergerningen den brede vej med start på Skive Seminarium og jobs på Jebjerg Skole og Salling Efterskole. En livsbane, han er glad for og en metier, som har givet dejlige oplevelser og markant flere sejre end nederlag.

Wimbledon i horisonten

Trods påståede vinderslag som 13-årig nåede tenniskarrieren ikke helt drømmehøjderne, men mindre kan jo også gøre det. Jeg selv har været tættere på. I halvfjerdserne så jeg Pat Cash hamre til bolden og flyve rundt  på det legendariske anlæg. I dag ville det ligne slowmotion. Det smagte også lidt af fugl sidste år, da Danmarks hidtil eneste Wimbledon-mester, Frederik Løchte Nielsen gæstede Skive Tennisklub.

Spiller, leder og træner

Fællesnævner for de tre felter har altid været en dedikeret indsats for Frank Andersen. Forskellige lederposter fra bestyrelse (første gang som 16-årig!), kasserer, formand, engagement i organisationsarbejdet i DGI  og nu primus motor i Salling-turneringen dokumenterer evner og interesse for den vigtige side af klublivet. I dag bruges langt flere timer på trænergerningen, primært med klubbens for få, men herlige børn og unge. Frank Andersen krydser fingre for, at de får blod på tanden, har det sjovt og snart får følgeskab af kammerater med samme åbenhed og samme lyst til at prøve kræfter med vores fantastiske sport. Det er som at lære at cykle. Når først det er på plads, kan det altid forbedres og selvom ikke alle vinder Tour de France, kan de altid cykle. Som 75-årig kan man også spille udmærket tennis. Det er Frank Andersen et fint bevis på.

Arne Wang