Klubben har fået en ny medarbejder

21. november 2025 16:45 , af Asbjørn Nordam
Selv om vi har nogle fantastisk flittige, dygtige, loyale, tålmodige levende medarbejdere til at holde klubhuset i pæn stand, så har vi tænkt, at de godt kunne have brug for assistance. Klubben har derfor anskaffet en "service-medarbejder", som kan hjælpe til, og den har allerede været i gang. Den kan feje og derefter vaske.
Lige nu står den tekniske medarbejderen i klar-stilling ved siden af kaffemaskinen, men det overvejes at flytte til et andet sted med stikkontakt. Medarbejderen skal oplades regelmæssigt, så lige nu er det bedste sted ved stikket ved kaffemaskinen. Det er også praktisk, når man skal tømme og fylde tankene i dockingstationen.
Hele klubhuset er kortlagt, og åbner vi døren til indgangen og døren til toilettet, så løber den også derud. På dockingstationen rengør den mopperne med 75 grader varmt vand mellem hver rum eller for hver 15 kvm. Så den slæber ikke skidt med rundt. Der er også mulighed for, at man f.eks. kan tage robotten med ind i et af omklædningsrummene, trykke "rengør", og så gør den det. For at kunne støvsuge og derefter vaske gulvene kræves, at stolene er sat op, så der er mulighed for at komme rundt om borde og andet, der står op til vinduerne. Den første opgave er at feje og derpå vaske gulvet efter superseniorernes frokost. Den styres automatisk, den er klar til at rykke ud på alle tider af døgnet, og "bossen" kan følge den via medarbejderes eget kamera. 

Vedhæftede filer